1. Til himlene rækker (31)
Mel.: J.P.E. Hartmann 1852
P.E. Hartmann 1852
- Til himlene rækker din miskundhed, Gud,
din trofasthed når dine skyer;
din retfærdshånd over bjergene ud
er strakt over dale og byer. - Som himlenes favn er din kærlighed, Gud,
som havenes dyb dine domme.
Til frelsen fører du sjælene ud,
vil skabningens suk ihukomme. - Hvor dyrebar er dog din miskundhed, Gud,
hvor menneskebørnene bygge!
I mulm er kærlighedsvingen bredt ud,
vi skjuler os under dens skygge. - Du kvæger i ørken den tørstende sjæl,
du bjærger den bævende due.
Hos dig er livets det evige væld,
og lys i dit lys skal vi skue.
Sl 36, 6-10
B.S. Ingemann 1845.
2. Befal du dine veje (36)
Mel.: Hans Leo Hassler 1601
Jeg ved, på hvem jeg bygger
- Befal du dine veje
og al din hjertesorg
til hans trofaste pleje,
som bor i Himlens borg!
Han, som kan stormen binde,
hvem bølgen lyde må,
han kan og vejen finde,
hvorpå din fod kan gå. - På Herren må du agte,
hvis det dig vel skal gå;
hans gerning du betragte,
hvis din skal vel bestå!
Ved sorg og selvskabt plage
du intet retter ud,
thi intet kan du tage,
alt kan du få af Gud. - Din trofasthed og nåde,
o Fader, bedst forstår,
hvad skade kan og både
de dødeliges kår,
og hvad du har for øje,
det sker, o stærke Gud,
og alting sig må føje
dit råd at føre ud. - Vej har du alle steder,
dig midler fattes ej;
kun nåde du udspreder,
kun lys er al din vej;
din gerning kan ej hvile,
ej standses kan dit fjed,
når du til os vil ile
med hjælp og bistand ned. - Om alle Helved-magter
end trodse og modstå,
det du for intet agter,
vil ej tilbage gå.
Hvem kan mod dig vel stande,
som slynger lynets pil?
Hvem vover at forbande,
når du velsigne vil? - Så kast da al din smerte
på Herrens stærke magt,
og håb, o, håb, mit hjerte,
vær trøstig, uforsagt!
Du er dog ej den herre,
som alting råde bør;
Gud monne sceptret bære,
og alting vel han gør.
Sl 37,5
Paul Gerhardt 1653.
St. J. Stenersen 1826.
W.A. Wexels 1840.
3. Ingen er så tryg i fare (49)
Mel.: Svensk folkemelodi 19. årh.
- Ingen er så tryg i fare
som Guds lille børneskare,
fuglen ej i skjul bag løvet,
stjernen ej højt over støvet. - Herren selv på Zions bjerge
for sit folk er skjold og værge,
vil sig over os forbarme,
bære os på faderarme. - Ingen nød og ingen lykke
af hans favn os bort skal rykke;
han, den bedste ven blandt venner,
al vor trang og længsel kender. - Vore hovedhår han tæller,
hver en tåre, som vi fælder;
han os føder og os klæder,
midt i sorgen han os glæder. - Om han tager, om han giver,
samme Fader han dog bliver,
og hans mål er kun det ene,
barnets sande vel at tjene. - Fryd dig da, du lille skare!
Jakobs Gud vil dig bevare;
på hans mindste vink må alle
fjenderne til jorden falde. - Og når endt er kampens dage,
endt hver jordisk nød og klage,
kalder os vor Faders stemme
til en evig fryd derhjemme.
Lina Sandell-Berg 1856.
Fredrik Engelke 1873. P.D. Koch 1891.
Bearbejdet 1895. 1953.
4. Under dine vingers skygge (50)
Mel.: J.P.E. Hartmann 1860
- Under dine vingers skygge,
Herre, lad mig bo og bygge,
til du vil hjemkalde mig,
til mit øje træt sig lukker,
til i dødens stund jeg sukker:
Herre, tag min ånd til dig! - Under dine vingers skygge,
dér, kun dér er livets lykke,
Åndens barnehjem på jord,
hvor, hvad vi af Paradiset
har ved Adams fald forliset,
atter spirer frem og gror. - Under dine vingers skygge
som i barndomshjemmet trygge
vandrer vi trods storm og slud;
fries vi end ej for fare,
dog fra mørkets magt og snare
du bevarer os, vor Gud. - Under dine vingers skygge
lad kun korsets byrde trykke,
klage lyde på vor gang!
Fader! dine visdomshænder
kors til sejrens palme vender,
klageråb til jubelsang. - Under dine vingers skygge
lad mig hjertets tempel smykke
med min tro, min kærlighed,
lys og renhed, kraft og varme,
at til sidst i dine arme
jeg må slumre ind i fred!
H.A. Timm 1852.
5. Dejlig er jorden (121)
Mel.: Schlesisk 18. årh.
- Dejlig er jorden!
Prægtig er Guds Himmel!
Skøn er sjælenes pilgrimsgang!
Gennem de favre
riger på jorden
går vi til Paradis med sang. - Tider skal komme,
tider skal henrulle,
slægt skal følge slægters gang;
aldrig forstummer
tonen fra Himlen
i sjælens glade pilgrimssang. - Englene sang den
først for markens hyrder;
skønt fra sjæl til sjæl det lød:
Fred over jorden!
Menneske, fryd dig,
os er en evig frelser fød!
B.S. Ingemann 1850.
6. Den signede dag med fryd vi ser (402)
Mel.: C.E.F. Weyse 1826
- Den signede dag med fryd vi ser
af havet til os opkomme;
den lyse på himlen mer og mer,
os alle til lyst og fromme!
Det kendes på os som lysets børn,
at natten hun er nu omme! - Den signede stund, den midnatstid,
vor Herre han lod sig føde,
da klared det op i østerlid
til dejligste morgenrøde,
da lyset oprandt, som Jordens bold
skal lysne udi og gløde. - Om levende blev hvert træ i skov,
og var så hvert blad en tunge,
de kunne dog ej Guds nådes lov
med værdelig røst udsjunge;
thi evig nu skinner livets lys
for gamle og så for unge. - Thi takke vi Gud, vor Fader god,
som lærken i morgenrøde,
for dagen, han os oprinde lod,
for livet, han gav af døde;
den signede dag i Jesu navn
os alle vort liv forsøde! - Nu sagtelig skrid, vor højtidsdag,
med stråler i krans om tinde!
Hver time til Herrens velbehag
som bække i eng henrinde,
til frydelig sig til sidst de sno
op under de grønne linde! - Som guld er den årle morgenstund,
når dagen opstår af døde,
dog kysser os og med guld i mund
den liflige aftenrøde,
så tindre end må det matte blik,
de blegnede kinder gløde. - Så rejse vi til vort fædreland,
dér ligger ej dag i dvale,
dér stander en borg så prud og grand
med gammen i gyldne sale;
så frydelig dér til evig tid
med venner i lys vi tale.
Nordisk dagvise 14. årh. Dansk 1569.
N.F.S. Grundtvig 1826 og 1846.
Jf. nr. 734 og 353.
7. Nu falmer skoven trindt om land (729)
Mel.: Johan H. Nebelong 1889
Jeg ved et evigt Himmerig
- Nu falmer skoven trindt om land,
og fuglestemmen daler;
alt flygted storken over strand,
ham følger viltre svaler. - Hvor marken bølged nys som guld
med aks og vipper bolde,
der ser man nu kun sorten muld
og stubbene de golde. - Men i vor lade, på vor lo,
der har vi nu Guds gaver,
der virksomhed og velstand gro
i tøndemål af traver. - Og han, som vokse lod på jord
de gyldne aks og vipper,
han bliver hos os med sit ord,
det ord, som aldrig glipper. - Ham takker alle vi med sang
for alt, hvad han har givet,
for hvad han vokse lod i vang,
for ordet og for livet. - Da over os det hele år
sin fred han lyser gerne,
og efter vinter kommer vår
med sommer, korn og kerne. - Og når engang på Herrens bud
vort timeglas udrinder,
en evig sommer hos vor Gud
i Paradis vi finder. - Da høste vi, som fugle nu,
der ikke så og pløje;
da komme aldrig mer i hu
vi jordens strid og møje. - For høsten her og høsten hist
vor Gud ske lov og ære,
som ved vor Herre Jesus Krist
vor Fader ville være! - Hans Ånd, som alting kan og ved,
i disse korte dage
med tro og håb og kærlighed
til Himlen os ledsage!
N.F.S. Grundtvig 1844.
8. Se, nu stiger solen af havets skød (754)
Mel.: Lars Nielsen 1891
Oluf Ring omkring 1915
- Se, nu stiger solen af havets skød,
luft og bølge blusser i brand, i glød;
hvilken salig jubel, skønt alt er tyst,
medens lyset lander på verdens kyst! - Jeg vil ånde luften i fulde drag,
synge Gud en sang for den lyse dag,
takke ham, at morgnen mig end er sød,
at mig dagen fryder, trods synd og død. - Takke ham, som gav mig, når sol står op,
selv at føle morgen i sjæl og krop,
at al mørkhed svinder og sjælevé,
blot jeg trygt vil sige: din vilje ske! - O, at jeg tør favne dig, skære dag,
kalde dig med navne, min sjæls behag,
alle gode navne, som bedst jeg ved:
Moder, søster, elskte: min kærlighed! - Lysvæld bag ved lysvæld i himlen ind,
did, hvorfra den kommer nu, morgnens vind,
ret som om det ånded af lyset ud –
o du milde Fader, min skaber, Gud! - Lad mig nu kun drage ad natmørkt hav,
lad mig ikkun stævne imod min grav:
Livets Gud mig skærmer, jeg er hans barn,
ud hans hånd mig river af dødens garn. - Se, da stiger solen af hav på ny,
alle dødens skygger for evig fly;
o for sejersjubel, for salig lyst:
Lyset stander stille på livets kyst! Jakob Knudsen 1891.
9. Jeg er træt og går til ro (770)
Mel.: Jørgen Malling 1869
- Jeg er træt og går til ro,
lukker mine øjne to;
Fader, se med kærlighed
til mit ringe leje ned! - Har i dag jeg, kære Gud,
syndet imod dine bud,
vær mig nådig, vær mig god,
slet det ud for Jesu blod! - Se, o Herre, til os ind,
os, som har det samme sind,
sæt, o Gud, din englehær
om alverden, fjern og nær! - Stå de syge hjerter bi,
luk de trætte øjne i,
giv os alle fred og ro
i vor Herres Jesu tro!
Luise Hensel 1817.
Kristian Arentzen 1846.
10. Dagen går med raske fjed (771)
Mel.: C.E.F. Weyse 1838
- Dagen går med raske fjed,
dagens børn må ile.
Aftenrøden bringer fred,
nattens stjerner hvile. - Lykken gækker store, små,
leger med guldterning;
lykkeligst at hvile på
er fuldendte gerning. - Lidt dog store, mindre små
kan til gavns fuldbringe;
viljen ser vor Herre på,
giver kraften vinge. - Lykkens lunefulde spil
leger ej med sjæle:
Alting føjes, som Gud vil;
her er trygt at dvæle. - Blomst skal bære frugt engang,
høst skal følge sommer.
Dag er ej så travl og lang,
aftenstund dog kommer. - Lad ved dag kun op og ned
lykkens terning rulle!
Fandt ved kvæld kun sjælen fred,
gik det, som det skulle.
B.S. Ingemann 1838
11. Fred hviler over land og by (778)
Mel.: Rudolph Bay 1827
Thomas Laub 1922
- Fred hviler over land og by,
ej verden larmer mer;
fro smiler månen til sin sky,
til stjerne stjerne ser.
- Og søen blank og rolig står
med himlen i sin favn;
på dammen fjerne vogter går
og lover Herrens navn.
- Der er så stille og så tyst
i himmel og på jord;
vær også stille i mit bryst,
du flygtning, som dér bor! - Slut fred, o hjerte, med hver sjæl,
som her dig ej forstår!
Se, over by og dal i kvæld
nu fredens engel går.
- Som du han er en fremmed her,
til Himlen står hans hu;
dog i det stille stjerneskær
han dvæler her som du.
- O, lær af ham din aftensang:
Fred med hver sjæl på jord!
Til samme Himmel går vor gang,
adskilles end vort spor.
- Fred med hvert hjerte, fjern og nær,
som uden ro mon slå!
Fred med de få, som mig har kær,
og dem, jeg aldrig så.
B.S. Ingemann 1822
12. Altid frejdig, når du går (784)
Mel.: Dagen går med raske fjed
- Altid frejdig, når du går
veje, Gud tør kende,
selv om du til målet når
først ved verdens ende!
- Aldrig ræd for mørkets magt,
stjernerne vil lyse!
Med et Fadervor i pagt
skal du aldrig gyse! - Kæmp for alt, hvad du har kært,
dø, om så det gælder!
Da er livet ej så svært,
døden ikke heller.
Chr. Richardt 1867.
13. al den ting, som Gud har gjort (15)
15
Mel.: Tjekkisk sangbog 1576
Lad vaje højt vort kongeflag
1
hans herlighed at prise!
Det mindste, han har skabt, er stort
og kan hans magt bevise.
2
i deres magt og vælde,
de mægted ej det mindste blad
at sætte på en nælde.
3
i skove og i dale,
hvor skulle jeg den visdom få
om det kun ret at tale?
4
at alle skove vrimle,
de mange fuglesving, der sker
op under Herrens himle?
5
blandt blomsterne i enge,
når fuglesangen sammenslår
som tusind harpestrenge?
6
i havets dybe grunde
kun dog så lidt kan kige ind
og ser så mange munde?
7
hvor stjerneflokken blinker,
hvor mildt enhver imod mig ler
og op til himlen vinker?
8
til Gud i ånden farer
og ser den store kæmpetrop
af blide engleskarer?
9
vil ikke meget sige:
o Gud! hvor er din visdom stor,
din godhed, kraft og rige!
10
med frydetone sammen:
Halleluja, vor Gud er stor!
Og Himlen svare: Amen!
14. Du som har tændt millioner af stjerner
Du som har tændt millioner af stjerner
Hans Holm|Erik Lindebjerg
Mel.: Erik Sommer 1981
Tekst: Johannes Johansen 1981 og 1982
Du, som har tændt millioner af stjerner,
tænd i vort mørke en tindrende tro.
Du er vort lys, og du vogter og værner
os, så vi sover i tryghed og ro.
Tak for den lysende dag, der er gået,
gaven til os, dine hænder har rakt.
Tilgiv os det, som vi ikke fik nået,
tilgiv alt ondt, vi fik gjort eller sagt!
Tak for hver glæde, der fyldte vort hjerte,
hver gang du gjorde vort liv til en fest.
Hjælp os at bære hver byrde, hver smerte,
du ved alene, hvad tjener os bedst.
Tak for de mennesker, som blev vor støtte,
når vi fandt vejen besværlig at gå.
Hjælp os i morgen at hjælpe forknytte,
mød du os selv i de svage og små!
Du, som har tændt millioner af stjerner,
mørket i verden vil du byde trods.
Du er vor Far, den, der vogter og værner,
lys i det mørke, som kommer fra os..
15. Som forårssolen morgenrød (234)
234
Mel.: Emil Hartmann 1860
1
stod Jesus op af jordens skød
med liv og lys tillige;
derfor, så længe verden står,
nu efter vinter kommer vår
livsalig i Guds rige.
2
lovsynger vår i allen stund
med deres toner søde,
så alle tunger, trindt om land,
lovsynge dødens overmand
i påske-morgenrøde!
3
som skoven grønnes, kornet gror
ved vårens kræfter milde,
så blomstrer alt i Jesu navn
og bærer frugt til folkegavn,
som årle, så og silde.
16. Blomstre som en rosengård (78)
78
Mel.: J.P.E. Hartmann 1861
1
skal de øde vange,
blomstre i et gyldenår
under fuglesange!
Mødes skal i stråledans
Libanons og Karmels glans,
Sarons yndigheder.
2
ingens hænder synke,
skyde hvert udgået træ,
glatte sig hver rynke,
rejse sig det faldne mod,
rinde let uroligt blod,
frygt og sorg forsvinde!
3
Troen på ham bier.
Byde vil han Fjenden trods
som sit folks befrier.
Alt betales på ét bræt:
Fjenden sker sin fulde ret,
folket dobbelt nåde.
4
skal da øjne mange,
døve øren fjern og nær
høre frydesange!
Som en hind da springer halt,
stammer,2 som for målløs gjaldt,
løfter klart sin stemme.”
5
grant Esajas spå’de,
tiden randt, og dagen kom
med Guds lys og nåde,
med den Guds og Davids søn,
som gør end, i lys og løn,
Paradis af ørke.
6
med hans Ånd tillige!
Sammen de gør alting godt
i vort Himmerige;
døve, selv på gravens bred,
øren får at høre med,
stummes læber sjunge.
7
glade nytårssange:
“Blomstre som en rosengård
skal de øde vange.
Mødes skal i stråledans
Libanons og Karmels glans
Sarons yndigheder.”
17. Lysets engel går med glans (747)
747
Mel.: C.E.F. Weyse 1837
1
gennem himmelporte.
For Guds engels strålekrans
flygter alle nattens skygger sorte.
2
med Guds lys i øje:
Se! Vor Herres sendebud
går på gyldne skyer i det høje.
3
glansen fra Guds Himmel;
i sin kåbes stråleflor
favner han alverdens glade vrimmel.
4
ser på drot og tigger,
ser til store, ser til små,
kysser barnet, som i vuggen ligger.
5
englen i det høje;
os han også smiler til,
englen med Guds Himmel-glans i øje.
6
ingen sjæl han glemmer;
i hvert solglimt Gud er nær
og vor glade morgensang fornemmer.
18. Nu er jord og himmel stille (507 højskolesangbog)
Nu er jord og himmel stille
1. Nu er jord og himmel stille
vinden holder tyst sit vejr
og der lyder ingen trille
fra de høje stille træ’r,
kun de fjerne frøers kvækken,
køers kalden over vang
og et dæmpet spil af bækken
til vor egen stille sang.
2. Men når sangen er forstummet,
vil vi høre end en klang
lys og klar fra himmelrummet
det er lærkens aftensang.
Fra i morges inden gryet
har den jublet glæden ud
og sin himmelflugt fornyet
med endnu en tak til Gud.
3. Tak for dagen, som er omme
for en lang og dejlig dag,
tak for dage som skal komme
og for dem, der ligger bag.
I det høje lyse fjerne
mødes sangen mild og klar
med den første aftenstjerne
som et kærligt smil til svar.
19. Anemonesangen
Forfatter og komponist: Sebastian
Dagen er så fuld af anemoner
Fuglefløjt og farvespil i lyse kroner
Natten fuld af farlige dæmoner
Spøgefugle, troldemænd og heksekoner
Åh anemoner
Dækker hele jorden lissom sne
Åh anemoner
Snart får jeg vel sommeren at se.
Dagen er så travl for de forfløjne
Alle de forpjuskede og næsten nøgne
Natten er så fuld af gule øjne
Der i mørket, der på himlen, alle vegne
Åh anemoner
Lad mig sove i den hvide seng
Åh anemoner
Under stjerner i en blomstereng.
Åh anemoner
Dækker hele jorden lissom sne
Åh anemoner
Snart får vi vel sommeren at se.
20. Solen er så rød mor
Solen er så rød, mor
1. Solen er så rød, mor,
og skoven blir så sort.
Nu er solen død, mor,
og dagen gået bort.
Ræven går derude, mor.
Vi låser vores gang.
Kom, sæt dig ved min pude, mor,
og syng en lille sang.
2. Himlen er så stor, mor,
med klare stjerner på.
Hvem monstro der bor, mor,
på stjernen i det blå?
Tror du, der er drenge, mor,
der kigger ned til mig?
Og tror du, de har senge, mor,
og sover li’som jeg?
3. Hvorfor blir det nat, mor,
og kold og bitter vind?
Hør den lille kat,mor,
denmjaver og vil ind.
Mågerne og ternerne
har ingen sted at bo.
Å hør, nu synger stjernerne.
De synger mig til ro.